FA2000, FREDERIKSBERG ALLIANCEN 2000

 

 

SportMaster Frb

 

 

 

SPONSORER 

 

 

 

 

Danish_FB_FindUsOnFacebook-320.png

 

FA 2000 "Veni, vidi, vici" i Roskilde

Lørdagens opgør på udebane mod Roskilde KFUM skulle vise om FA 2000 var på rette vej og kunne spille med om de "sjove" placeringer i toppen eller "nøjes" med at kigge på fra midterfeltet. Mange uforudsete resultater i vores række de seneste uger, havde bragt stor spænding i hver runde og det spidser til i toppen af rækken. Omvendt bliver der også længere pointmæssigt til bunden, hvor det er mindre sjovt at være.

 

FA 2000 kom, så og sejrede (Veni, vidi, vici) på græsbanen hos Roskilde KFUM og vandt fortjent opgøret med 2-0 efter 1-0 ved pausen.

For første gang i ualmindelige tider kunne FA 2000 mønstre samme hold i 2 kampe i streg, og spillerne virkede opsatte på at vinde den 3. kamp i træk efter sejrene over Ishøj og Allerød. Straks fra start lagde FA 2000 pres på hjemmeholdet, som tyede til lange bolde frem mod deres angribere, der blev pakket suverænt ind af Villads, Casper A., Christoffer og Mads.

 

Modsat så vi flere flotte kombinationer af FA 2000 og kun nogle uheldige offside meldinger fra den ene liniedommer forhindrede at FA 2000 kom i front. Alexander kæmpede bravt, trods lidt sygdom, på venstrekanten og Lucas viste endelig niveau samt speed og udfordrede i mange situationer hjemmeholdets venstre side, som i adskillige situationer blev sat til vægs og hvor vi kun savnede en scoring på de mange flotte indlæg.

 

FA havde bolden mest og så alligevel skulle vi bringe os i front på en FAntastisk omstilling. En clearing af FA - forsvaret blev midt på banen snittet videre af Rasmus Vibe til Sebastian Jacobsen, som med en kælen yderside splittede hjemmeholdets forsvar og spillede Lucas helt fri med keeper Marc Lyster. Lucas viste høj klasse og lobbede bolden sikkert over Lyster fra godt 20 meter og 1 - 0 føring. De få men glade medrejste FA - tifosis kunne høres og håbede på mere.

 

Resten af 1. halvleg forblev på FA - regi og Kristian Uth/Martin Nielsen på den centrale FA - midtbane styrede fint kampens begivenheder og fordelte gode bolde til resten af det oplagte FA - mandskab. Dommer Dan Pedersen havde også et mindre festligt indlæg i slutningen af halvlegen, da han pådrog sig en mindre rygskade i forbindelse med at binde sit højre snørrebånd - seriøst.

Dan Pedersen kom dog på benene igen og kunne efter 47 minutter fløjte til pause - te.

 

2. halvleg blev stort set en kopi af af første halvleg og på intet tidspunkt fornemmede man et comeback fra Roskilde KFUM. Hjemmeholdet ville gerne , men FA 2000 stod godt på banen og tog sig sikkert af alle mulige forsøg på omstillinger. Godt 10 minutter ind i 2. omgang blev kampen reelt afgjort, da FA 2000 bragte sig i front med 2 - 0 på endnu et mønster - angreb. Fine kombinationer på venstreføljen sendte Christoffer Grube afsted og et milimeterpræciste indlæg med "venstreskøjten" havnede præcist der hvor Sebastian Jacobsen forventede at den kom, og uden chance for Lyster i målet pandede Jacobsen sit 3. mål i 2 kampe sikkert ned i højre hjørne og så var det tid til flere dejlige tilråb fra FA - tifosierne.

 

I halvlegen havde Michael Jonssen erstattet den halvsyge Oliver og det satte ekstra pres på hjemmeholdets højreside. De skiftede da også hurtigt 2 mand ind, men lige lidt lykkedes det at komme retur i kampen. Mange antager at 2-0 er en farlig føring, men ikke i dagens opgør. Roskilde KFUM havde ikke koden i dag til at løse opgaven mod FA 2000 og når de endelig fik spillet til at ligne noget, så blev de effektiv bremset af et meget solidt FA - Forsvar, eller af keeper Jonas Elkjær, som stort set var arbejdsløs i det meste af kampen.

 

Modsat havde FA 2000 adskillige gode angreb, som med lidt mere held kunne have øget føringen. Et godt fightende Roskilde forsvar med tidligere superliga - spiller Nicolai Høgh som styrmand havde dog held til at blokere de mange afslutninger og til sidst manglede kræfterne for FA - angriberne, selv om Felix Bojlen på fineste vis havde afløst Vibe i angrebet og viste stor energi.

 

Anfører Jesper Rasmussen afløste i slutfasen Martin Nielsen og så blev der lukket helt af. Dog fik Jonas Elkjær kort før tid vist sin store klasse på et fremragende skud fra Emil Ølvang. De fleste havde måske set bolden i mål, men Jonas ville det anderledes og hev en klasseredning frem og fik viftet bolden over mål. Godt 3 minutter ind i overtiden kunne dagens dommertrio blæse kampen til ende og en mere end fortjent udesejr på 2-0 bragte stor glæde i omklædningsrummet, hvor "Hvem var det der vandt i dag" kunne høres i det meste af Roskilde og omegn.

 

Den 3. sejr på stribe var en realitet, og FA 2000 indtager nu 5. pladsen, 1 point fra 1. pladsen, i en meget tæt top i DS/Kreds 2 hvor førerholdet nu hedder TFC Oddsherred.

 

Tillykke til trænerteamet/holdlederen, som nu kan håbe på en uge uden skader, så vi måske kan stille med samme trup til de næste kampe. Det var en fornøjelse at følge jer i dag.

 

Næste mulighed for at støtte FA 2000 er på søndag d. 30. september kl. 12.45 , hvor Kastrup Boldklub kommer på besøg i Frederiksberg Idrætspark.

Redaktionen

BOLD.DK

Copyright © 2009 - FA 2000 - Frederiksberg Alliancen