FA2000, FREDERIKSBERG ALLIANCEN 2000

 

 

SportMaster Frb

 

 

 

SPONSORER 

 

 

 

 

Danish_FB_FindUsOnFacebook-320.png

 

Pointdeling i intenst topopgør

Det er sjældent, at man står over for et hold med masser af divsionskampe og endda ungdomslandskampe for Danmark på CV’et, når man spiller i serie 2. Men det var lige præcis, hvad 2. senior skulle op imod denne regnvåde lørdag eftermiddag, da modstanderen var et lukket hold fra Skjold med gamle divisionsprofiler.

 

Ikke overraskende havde Skjold fejet al modstand til side i de tre første kampe i sæsonen, og da FA oveni havde en del afbud til kampen, var alle godt klar over, at kun en toppræstation var godt nok til point. Det var lige præcis, hvad tilskuerne fik, for i en kamp noget over serie 2-niveau blev det nemlig til 1-1.

 

Det kan der som sådan ikke indvendes noget imod. FA startede klart bedst, og det høje pres bekom tydeligvis ikke Skjold-spillerne specielt godt. Derfor var der optræk til flere gode muligheder i starten af kampen, inden føringsmålet så kom. Peter Madsen sendte en perfekt dødbold ind i feltet, og efter et mindre flipperspil mellem målmanden og Taiki endte bolden til sidst til den forløsende føring.

 

Glæden skulle dog blive kortvarig, for små fem minutter efter udlignede Skjold. Det var egentlig en relativt ufarlig situation ude i siden af feltet, men i stedet for bare at sparke væk, ville man prøve at spille sig ud af vanskelighederne. Uden held, for bolden blev opsnappet af Skjold, og selv om Andreas havde fingrene på afslutningen, kunne han ikke forhindre udligningen.

 

Kort efter var den så gal igen. Et rystet FA-hold kunne blot se til, mens Skjold spillede sig igennem, men fra helt fri position formåede Skjold-spillere at skyde bolden lige forbi den ene stolpe. Det fik igen momentum til at svinge i den klart mest afvekslende periode i kampen, for ikke lang tid efter fik FA så straffespark, da Vincent blev kantet inde i feltet.

 

I sin lange karriere har Peter Madsen aldrig brændt et straffespark, men den statistik er desværre nu brudt, efter målmanden læste sparket og fik pareret skuddet. Dermed 1-1 ved pausen efter en halvleg, hvor begge hold havde deres gode perioder.

 

I anden halvleg skulle man lede langt efter chancerne. Det lugtede fælt af et nyt straffespark til FA, da Jesper Fries blev skubbet i ryggen, uden modstanderen havde mulighed for at spille bolden, men ellers var det en kamp mellem to hold, der havde respekt for hinanden.

 

Alle troede dog, at Skjold havde afgjort kampen kort før tid, da en af deres spillere ifølge dommeren snød offside-fælden (det så ikke sådan ud udefra) og kom helt fri, men Andreas kom godt ud og fik forstyrret Skjold-spilleren så meget, at han overplacerede bolden. Flot seniordebut til Andreas, der fortjent fik fire stemmer efter kampen.

 

Men 1-1 blev altså facit, og det var et glimrende point at få med mod den umiddelbart sværeste modstander i rækken!

 

 

FA 2000 - Skjold 1-1 (1-1)
1-0 Taiki Rasmussen (19.)
1-1 Skjold (23.)

BOLD.DK

Copyright © 2009 - FA 2000 - Frederiksberg Alliancen