FA2000, FREDERIKSBERG ALLIANCEN 2000

 

 

SportMaster Frb

 

 

 

SPONSORER 

 

 

 

 

Danish_FB_FindUsOnFacebook-320.png

 

Sænket af klogt spillende Stenløse

Rammerne var sat til lørdagens opgør i DS / Kreds 1 mellem FA 2000 og Stenløse BK i Frederiksberg Idrætspark, hvor efterårssolen viste sig fra sin pænere side og omgivelserne var klar til opfølgningen på sidste uges flotte præstation i udekampen og sejren over Taastrup FC. Kampen blev fløjtet i gang kl. 13.45 og godt 105 minutter senere måtte hjemmeholdet skuffende forlade kunstgræsset med et 1 - 2 nederlag til et klogt spillende Stenløse - mandskab.

Endnu en gang skulle vi opleve en ny kamp i årets turnering, som gik stik imod hvad der kunne forventes efter det seneste opgør og det kan selvfølgelig være charmerende så længe man ikke er på det tabende hold. Forventningerne var naturligvis høje til hjemmeholdet, der havde gjort det godt i de 4 første kampe og indtog 3. pladsen inden dagens opgør. Modsat lå Stenløse BK lige bagefter FA 2000 på en 5. plads og med kun 1 points difference ville det formentlig blive en lige kamp med farlige omstillings - situationer.


Udeholdet forsøgte i kampens indledning med et højt pres på FA 2000 `s ellers normalt dygtige midtbane og det voldte øjensynlige pasningsproblemer for hjemmeholdet. Ofte pressede Stenløse med 4 - 5 offensive spillere og det gav masser af situationer omkring banens midte og kanter, dog uden at der opstod de store målchancer i nogen af enderne. Begge mandskaber passede gevaldigt på i defensiven og skarpest i pasningsspillet foran målfeltet var Stenløse, som havde flere behjertede forsøg på at kombinere sig igennem til afslutninger, hvorimod hjemmeholdet måtte ty til afslutninger fra distancen, der uden at provokere, ikke havde den nødvendige kvalitet til at udfordre Stenløses keeper.

 

Der blev gået til "vaflerne" og kort før halvleg, måtte en skadet Michael Jonssen lade sig udskifte med Jeppe Østenkær. Begge hold forsøgte ihærdigt at skabe målsituationer i de sidste 5 minutter af første omgang og det lykkedes minsandten for topscorer Mohamed Azaquoun at bringe FA 2000 i front med 1 - 0 2 minutter før pauseteen, da han på en tværbold i målfeltet sendte bolden i mål via begge opstandere. En herlig afslutning på en intens, men meget chancefattig 1. halvleg

2. halvleg fortsatte i samme tempo og udvikling, hvor holdene skiftedes til at have initiativet og boldbesiddelsen. Godt 10 minutter inden i halvlegen fik Stenløse tilkendt et frispark midtvejs inde på FA`s halvdel og det velsparkede indlæg blev hovedstødt i nettet af Søren Saigal og med udligningen var vi igen lige langt. Kort forinden havde FA 2000 i øvrigt haft en stor mulighed for at bringe sig i front med 2 mål, men sådan er fodbold - spillet så grusomt.

 

Den scoring gav Stenløse mere mod i spillet og udeholdet var bestemt farligere i deres angreb end hjemmeholdet, dog uden at de 2 keepere kom på væsentlige redningsopgaver. Azaquoun havde et glimrende gennembrud 5 minutter før slutfløjt, men afslutningen gik desværre over mål og de fremmødte godt 100 tilskuere havde så småt indstillet sig på en pointdeling. Sådan syntes Rasmus Suhr Pedersen fra Stenløse dog ikke at det skulle slutte og på en forfærdelig misforståelse i FA - forsvaret, smuttede Rasmus imellem og på et hovedstøds - lop scorede han kampens sejrsmål. FA 2000 var besejret i egen hule og på en dag hvor hele holdet ikke fandt melodien, kan der ikke indvendes det store mod at Stenløse tog alle 3 point i en kamp hvor udeholdet ville mere.

Nu venter der 2 svære udekampe for FA 2000 mod henholdsvis Slagelse d. 10. september kl. 15.00 og Holbæk d. 17. september kl. 13.30 de kommende 2 søndage. Til begge kampe vil der blive arrangeret bustransport fra Frederiksberghallen, hvor ca. 25 - 30 tilhængere kan melde sig begge kampe. Transport vil være gratis og du skal selv betale entre på Stadion.

Tilmelding til bustransport skal ske til janbusk@aalstruphus.dk og det er naturligvis først til mølle princippet der gælder. Bussen til kampen mod Slagelse d. 10. september kører kl. 12.30 fra Frederiksberg og det forventes at vi er retur ca. kl. 18.30.

Bussen til Holbæk d. 17. september kører fra Frederiksberg kl. 11.00 og forventes retur kl. 17.00.

Redaktionen

BOLD.DK

Copyright © 2009 - FA 2000 - Frederiksberg Alliancen