FA2000, FREDERIKSBERG ALLIANCEN 2000

 

 

SportMaster Frb

 

 

 

SPONSORER 

 

 

 

 

Danish_FB_FindUsOnFacebook-320.png

 

En målrig affære med tennis-cifre

Lørdagens lokalopgør i Frederiksberg Idrætspark mellem FA 2000 og naboerne fra KB blev en målrig affære, hvor FA 2000 konsoliderede 1. pladsen i Københavnsserien og hvor KB endegyldigt røg ud af kampen om 2. pladsen. FA 2000 vandt nabo - opgøret med hele 6 - 2 efter 4 - 0 ved pausen og der var i mange momenter klasseforskel på de 2 holds præstationer.

Meteorologerne havde lovet op til 27 graders varme, næsten ingen vind og stort set ideelt fodboldvejr til dagens opgør i Frederiksberg Idrætspark, hvor FA 2000 var ugæstfrie værter for KB. Godt 143 forventningsfulde tilskuere havde indfundet sig på Stadion inden kampstart denne lørdag eftermiddag og de blev underholdt på bedste vis af et meget motiveret hjemmehold. De lokale vejrforhold havde ikke varslet nogen væsentlig vejrændring, men fra kl. 13.52 til kl. 14.06 indfandt der sig en næsten orkanlignende modvind på langs af kunstgræsset og konstant ned imod KB`s mål. Den havde et blåligt skær og jeg er sikker på at KB - keeper Philip Mark sammen med resten af KB - forsvaret ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig sådan et uvejr. Mads Lange startede "uvejret" efter 7 minutter efter fint opspil i venstresiden, tog et enkelt træk mod midten og fra godt 25 meter sendte kuglen i det fjerneste målhjørne til 1 - 0 føring for FA 2000. Så var den blå modvind startet og nu blev de stakkels KB`ere stort set spillet ud af banen. 5 minutter senere øgede Daniel Højland Nielsen til 2 - 0 med et flot saksespark efter at KB - forsvaret ikke fik clearet på et hjørnespark og FA 2000 spillere sprudlede virkelig af spillelyst i denne periode. Efter 17 minutter præsenterede topscorer Mohamed Azaquoun sig for første gang og øgede til 3 - 0 på en friløber efter fornemt opspil endnu en gang i venstresiden og kun 4 minutter senere sendte Daniel Højland Nielsen læderet i nettaget med sit andet og FA 2000`s 4 mål og vi var ingen gang halvvejs i første halvleg. En koldstart af de værste for gæsterne fra Peter Bangs Vej , hvor flere af KB spillerne allerede på dette tidspunkt var begyndt at snerre af hinanden. I takt med at tempoet i kampen naturligvis blev sænket en smule, så kom de teknisk dygtige KB - spillere mere med i kampen og bød ind med flere behjertede forsøg, som dog ikke satte FA - keeper Rasmus Bendtsen på nogle større udfordringer. FA - forsvaret med Nicklas Højland Nielsen, Jesper Rasmussen / anfører, Mads Lange og Anders Kjær Christiansen spillede FAntastisk og styrede den bageste havldel af banen med stort overblik, mens Rasmus Østenkær, Joakim Holm og den dobbelte målscorer Daniel Højland Nielsen huserede med en generals overblik på midtbanen og ikke tillod meget spil til KB. På kanterne drev både Anton Gustavsen og Nassim Djemai gæk med deres direkte modstandere og hvis du er uopmærksom i et kort øjeblik, så slår Mohamed Azaquoun til i angrebet med en næsten for perfekt timing og scorer på stort set alt. Resten af 1. halvleg kunne have bragt flere mål til hjemmeholdet, men varmen havde sat sit præg efter den hæsblæssende start og store chancer blev brændt.

De ekstra tilskuere der kom til i pausen eller i opstarten af 2. halvleg, glædede sig til fortsættelsen af dette opgør og de blev bestemt ikke skuffet. Varmen gjorde at begge trænerbænke skiftede heftigt ud og det var nok medvirkende til at vi fik yderligere 4 scoringer i 2. omgang. Danny Andersen og Thomas Aarris Jensen var allerde skiftet ind i 1. halvleg og senere skulle også Martin Andersen komme ind og gøre et fint indtryk. Et par brændte FA - chancer indledte de sidste 45 minutter og det uden at KB egentlig havde nogle farlige tiltag. Det ændrede sig i det 55. minut, hvor et ufarligt skud fra Lasse Ramlau Kristensen røg forbi FA keeper Rasmus og ind til reducering 1 - 4. Et nyt skud i optimismen for KB kunne de trofaste KB - tilhængere måske mene, men kun 2 minutter senere ødelagde Mohamed Azaquoun de illusioner, da han med sit 31. turneringsmål bragte FA 2000 i front med 5 - 1 efter fornemt opspil fra Anton Gustavsen. Nu galdt det for KB om at komme helskindet igennem kampen og det medbragte nogle uheldige situationer , hvor der blev uddelt både henstillinger og gule kort fra dagens dommer, som bestemt ikke fik flere julekortsvenner på tribunen. Til spillernes undskyldning skal det nævnes, at der var flere dommere til stede blandt tilskuerne og de var i flere situationer heller ikke helt enig med beslutningerne på grønsværen. Sådan er vi jo så mange kloge hoveder der bestemt ved alt om fodbold, men ikke uddanner os som dommere. Kampen afslutning blev et lidt mere fjendtlig afslutning og hvor begge hold skiftedes til at være 10 spillere på banen. 4 minutter før sidste slutfløjt udnyttede Nicklas Borum en enkelt svale i det stærke FA - forsvar til en yderligere reducering og her var KB faktisk kun 10 mark - spillere, men som så ofte før, fik FA 2000 det sidste mål i kampen og hvilken afslutning for FA - holdet og deres tilhængere af gå hjem på. 2 minutter ind i overtiden fik FA 2000 et korrekt dømt frispark lige uden for KB straffesparksfeltet og med et kort og måske lidt overlegent tilløb, sendte Thomas Aarris Jensen bolden uindtageligt op i "krydset" helt uden chance for Phillip Mark i KB - målet og til slutresultatet 6 - 2 til FA 2000. Der var til dagens opgør stor forskel på præstationerne og den meget fortjente sejr bringer FA 2000 meget tæt på den direkte oprykning til Danmarksserien. Det var den 9. sejr i træk og med 30 point i forårets 11 kampe, mangler FA 2000 nu kun 1 sejr i de 2 sidste opgør, hvor første kamp er på lørdag d. 3. juni kl. 15.00 i fælledparken mod BK Skjold. I øvrigt en kamp, hvor FA 2000 har revanche til gode for efterårets 0 - 2 nederlag.
Tak til hele FA 2000 teamet omkring 1. holdet for endnu en fornem præstation og vi glæder os allerede til næste kamp.

Redaktionen

BOLD.DK

Copyright © 2009 - FA 2000 - Frederiksberg Alliancen